4.3 Grundvandets sårbarhed og trusler
Beskyttelsen af grundvandsressourcen sammenholdes ofte med mængden og typen af overliggende jordlag. Hvis grundvandsmagasinet ligger under mange meter ler, siger man at det er godt beskyttet. Et overfladenært magasin, der kun er dækket af sand eller grus, er meget sårbart og dårligt beskyttet mod forurening fra overfladen og omkringliggende forureninger. Den samlede tykkelse af lerlagene over de dybereliggende grundvandsmagasiner varierer i Assens Kommune.
I den vestlige del af kommunen, ses forholdsvis tynde lerdæklag over magasinet, hvorfor beskyttelsen mod forurening fra overfladen er lille i dette område. Kun omkring Voldbro og Ebberup Vandværk i den vestlige del af kommunen ses et mere velbeskyttet magasin. I den øvrige del af kommunen er den samlede tykkelse af beskyttende lerlag over det primære magasin generelt væsentlig større.
I størstedelen af Assens kommune er der tale om spændte magasinforhold, hvilket betyder, at grundvandsspejlet står højere end oversiden af magasinet. I området omkring Assens står vandspejlet dog frit i store dele af magasinet. Et frit magasin vil være mere sårbart over for nedsivende forurening fra jordoverfladen set i forhold til et spændt magasin med opadrettet gradient.
Grundvandet kan blive forurenet af menneskelig aktivitet på eller tæt ved jordoverfladen. Det kan komme fra spild af forskellige miljøfarlige stoffer, men det kan også komme fra nedsivning af husspildevand, håndtering af pesticider og spredning af forskellige former for gødning.
Grundvandet kan dog også blive forurenet eller mindre egnet som drikkevand, hvis der er for høje indhold af naturligt forekommende stoffer i vandet. Det høje stofindhold kan forekomme, hvis de naturligt forekommer i høje koncentrationer i jordlagene omkring vandindvindingen eller ved at der sker en for stor indvinding af grundvand i området (det kaldes overudnyttelse af ressourcen).
Grundvandet i Assens Kommune har et behandlingskrævende indhold af jern, mangan og ammonium samt visse steder også metan og svovlbrinte. Disse naturligt forekommende stoffer fjernes ved simpel vandbehandling i form af iltning og filtrering af vandet. Derudover er der hos vandværkerne i den centrale og nordlige del af kommunen høje indhold af arsen i grundvandet. Arsen forekommer naturligt i grundvand fra sandmagasiner, som ligger umiddelbart over geologiske forekomster af plastisk ler. Arsen fjernes til dels i forbindelse med den almindelige jern-fældning på vandværkerne, men på enkelte vandværker er der udvidet vandbehandling for fjernelse af arsen.
Pesticider udgør et særligt forureningsproblem, da der årligt lukkes adskillige boringer i Danmark på grund af et forhøjet pesticidindhold. I Assens Kommune er der konstateret påvirkning med pesticider, andre miljøfremmede stoffer eller organiske mikroforureninger i boringer på 14 af vandværkerne.
Miljø og Natur
Rådhus Allé 5
5610 AssensRing til os
OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.